Konflikten
Krigslive XX (2025) vil fortsætte i samme historie som udspillede sig til Krigslive XIX (2024).
Herunder kan du læse baggrunden for konflikten, samt optakt til den videre konflikt frem mod Krigslive XX.
Baggrund Krigslive XIX (2024)
År 2516, det Averlandske hof meddeler at Kurfyrste Marius Leitdorf af Averland er afgået ved døden. Der går rygter om at Kurfyrsten af Ostland Valmir von Raukov måske har en finger med i spillet omkring Marius’ alt for tidlige bortgang.
Valmir von Raukov afviser påstandene og bringer fokus på at Marius aldrig har udnævnt en efterfølger som Kurfyrste af Averland. Valmir stiller samtidig et stort økonomisk krav til det Averlandske hof, for udgifter Marius har haft ved hans seneste besøg i Wolfenburg, hovedstaden i Ostland. Ved samme ombæring er der fremsat rygter omhandlende Marius’ ære og karrakter.
Påstandene i forbindelse med Marius’ død skaber en ulmende konflikt mellem Averland og Ostland. For at få konflikten bragt til ro beordre Kejser Karl Frantz at Ostland sender en delegation til Averland for at fremsætte beviser for deres påstande om Marius Leitdorf, samt beviser for den gæld Averland eftersigende skylder Ostland. Ved fremførelse af gældsbeviser skal Averland betale hvad der retmæssigt tilfalder Ostland og byen Wolfenburg.
Optakt til Krigslive XX (2025)
Optakt del 1
År 2516, den Kejserlige avis Sigmar Tidende beretter:
“Borgere i Kejserriget,
Det er nu 5 måneder siden delegationer fra Ostland og Averland mødtes på grænsen mellem Averland og Stirland. På Kejserens befaling skulle de to provinser selv finde en løsning på deres interne konflikt.
Den Averlandske delegation blev ledet af niecen til Marius Leitdorf, Marina Leitdorf, der var udsendt på vegne af den Averlandske adel.
Den Ostlandske delegation blev anført af Alexander von Raukov, der er selveste Kurfyrste Valmir Von Raukovs yngste søn.
Omend konfrontationerne mellem de delegerede, havde en turbulent og udfordrende diplomatisk begyndelse, var det muligt undervejs at få en aftale på plads om udveksling af fanger. Blandt fangerne var lederen af den Ostlandske delegation Alexander Von Raukov og andre prominente personer. Den diplomatiske konfrontation endte med en Averlandsk triumf på slagmarken, der på Kejser Karl Frantz’s ordre, endte med at diktere udfaldet af konflikten.
Alexander von Raukov endte med at blive tilfangetaget – igen, men det forlyder at han bliver behandlet efter sædvane for udveksling af adelige, og opholder sig lænket til et stort egetræsbord i en Averlandsk vinkælder. I vinkælderen skulle han efter sigende have selskab af ingen ringere end sin ex-kæreste, og overmand, Marina Leitdorf. Grundet deres skjulte ex-forhold, som blev blotlagt under de diplomatiske ”forhandlinger”, har de fået strenge instrukser fra Sigmarkirken, om at finde en måde at genskabe ære til begge deres familier, uden at bespotte deres arv.
I en overraskende manøvre, som Kejseren selvfølgelig var bekendt med, trådte selveste Marius Leitdorf frem fra sit taktiske skjul, til stor overraskelse for alle de involverede parter. Marius har meddelt at de sande fjender i Kejserriget, nu fremstår klarere end nogensinde før. ”Sigmar’s vrede er påkaldt!” udtaler kurfyrsten af Averland. I samme omgang har Marius udtalt foragt for sine nabostater Stirland og Wissenland, for at de ikke har bedre indsigt i, hvem der er fjender og hvem der er deres sande allierede. Marius har nu trukket sig tilbage sammen med sine nærmeste rådgivere, for at planlægge sit næste træk.
I den modsatte ende har Kurfyrsten af Ostland, Valmir von Raukov også isoleret sig med sine nærmeste allierede og rådgivere, men har offentligt meddelt at ”En gæld er en gæld, Marius!”.
En diplomatisk gruppe, udsendt med mandat på vegne af kejseren, er på vej til henholdsvis Averland og Ostland for at rådføre sig med Marius og Valmir, og for at dæmpe den ulmende optakt.
Fra det kejserlige hof forlyder det, at selveste Kejser Karl Franz beordre ALLE Kejserrigets indbyggere til at forholde sig i ro, og ære den hellige fred i Kejserriget, over ALT andet.”