Optakt del 2

“År 2516

I en oplyst kælder under Averheim sidder Alexander von Raukovi i en læderindbundet og polstret stol. Aftensmåltidet bestod af grillet vildsvin, en vinkompot kogt på duefedt, timian, mynte, løg, grønne bønner og vindruer. Til middagen fik han en 20 år gammel rødvin, som han selv havde udvalgt fra den tilstødende vinkælder. Mens han sidder i stolen, fjerner han de sidste madrester mellem tænderne med en tandstik og begynder at reflektere over den seneste periode. I snart 200 dage har han opholdt sig i Averheim, efter nederlaget til Marina Leifdorf, i grænselandet mellem Averland og Stirland. Alexander blev ført bort kort efter det endelige slag, til stor sorg for hans Generalfrue, Seraphina Krieger von Raukov. Udsigten til et ophold i fangenskab lød næsten for godt til at være sandt for Alexander, der efter næsten 2 måneder i felten savnede en ordentlig seng at sove i, samtidig med at portvinsdepotet var blevet tørlagt aftenen inden det endelige slag. Han blev næsten med det samme installeret i en villa med tjenestefolk, som kunne sikre, at hans status som Kurfyrstesøn ville blive efterkommet med tilhørende adelig respekt. Hans restriktioner er dog at han kun må opholde sig i villaen, som dog er royalt forsynet med alt hvad der er nødvendigt for at have en adelig på tålt ophold. Omend opholdet har været en forsødet affære sammenlignet med boligen hjemme i Wolfenburg, så har det været totalt isoleret fra omverdenen og de typiske sociale selskaber som hører adelen til. Ren tortur.

Med et saligt suk kaster han tandstikken på det stenede gulv, og ser over på Marina, som har gjort ham selskab gennem aftenens måltid. Hun ser på ham med et stift blik. “Marius kommer om lidt og har nogle ting, han gerne vil fortælle dig.” siger hun og fortsætter. “Der har været en delegation på vegne af din far, som har forsøgt at forhandle din frigivelse. Det er mit indtryk, at det ikke helt er gået som forventet, og du har nu en svær beslutning foran dig.” Alexander ser på Marina og svarer hende. “Din onkel har altid været kendt for at være ekstremist, han vil sikkert få mig til at vælge hvordan kødet skal marineres til aftensmaden i morgen, inden delegationen kommer og gør mig selskab.” siger han med et stort smil. “Næppe, han er på en ny diet for tiden, og tænker overraskende rationelt, så du skal nok forvente at uanset hvad du vælger, så kommer det nok ikke til at være en behagelig beslutning.” siger hun mens hun skænker sig endnu et glas vin. “God årgang.” siger hun afslutningsvis mens Alexanders blik skiftes fra Marina til faklen på væggen.

En time senere går døren op og Marius Leitdorf træder ind i rummet. Alexander og Marina rejser sig, mens Marius står i døren og anskuer rummet. Bordet er ryddet af efter aftensmåltidet, men et par tomme vinflasker på bordet, viser at hans gæst ikke har holdt sig tilbage. Hans smil breder sig fra øre til øre som kun Marius Leitdorf kan gøre det, i hvad der kunne ligne et manisk udtryk. “Alexander!” Udbryder han mens han træder ind i rummet med raske skridt. Bag ham følger Hedvig von Hildesheim, oppasser til Marina og Othilie Richtner, Marinas kvartermester, begge tager opstilling inden for døren i hvad der ligner en indøvet manøvre mens Marius begynder at tale. “Alexander, Alexander, så mødes vi endelig, undskyld ventetiden, men der har været en del at se til, efter jeg fandt ud af din fars sande intentioner, du ved, man kan aldrig være for forsigtig. Hvordan var aftensmaden forresten? Jeg kan se at du er godt forsynet.” Marius prikker ham med en finger i maven og fortsætter. “Jeg har sørget for at du selvfølgelig kun får det bedste vi har at tilbyde som er din titel værdig, og for at sætte ekstra krydderi på alle dine retter, har jeg sørget for at al kødet er blevet marineret direkte i min natpotte. Min diet har selvfølgelig været ekstra forsødet, og jeg kan se på dig, at det har haft den positive effekt jeg regnede med. Du ligner en der er klar til at rejse hjem, og jeg må jo indrømme at din far har ret i et par antagelser, omend vi er uenige på et par områder, så har jeg besluttet at sende dig hjem med alt det guld din far mener jeg skylder ham.” Marius trækker stolen ud og sætter sig ned, mens han giver tegn til, at Alexander og Marina også kan sætte sig ned igen. Alexander er stadig ved at absorbere alle de nyheder der vælter ind over ham, og hans mave begynder pludselig at rumle på en ubehagelig måde. “Jeg har besluttet at min niece skal eskortere dig sammen med sit sædvanlige følge af originaler.” Marina, Othilie og Hedvig udveksler et par blikke, men Marina signalerer med et nik, at de selvfølgelig er indforstået med, hvad der skal ske. “Marina og hendes venner får yderligere hjælp fra vores nærmeste allierede, og mon ikke der også kommer et par lejesvende ind over, blot for at sikre at hele pakken når frem til det spektakel af en far du har.” fortsætter Marius. Alexanders kinder bliver pludselig ildrøde, og han kan mærke hvordan han er nødt til at tøjle sit temperament, for ikke at ødelægge hvad der virker som en velsignelse fra selveste Sigmar. “Det er da alt for meget!”, formår han at få fremstammet mellem sine vejrtrækninger. “Vås med dig, Alexander, jeg ved at du også savner din familie, er du ikke også gift? Det er på tide du kommer hjem og bliver tilset af én som faktisk holder af dig. Nok er min niece gæstfri, men lad os indse at i to ikke har mere at snakke om. I har haft tid nok til at prøve at finde en løsning på jeres på problem, og nu kommer jeg med den… Medmindre du ønsker at blive her og finde en løsning på et problem, som måske ikke længere er et problem?” Der er et øjebliks stilhed. “Jeg tænkte det nok.” Siger Marius inden han rejser sig fra sin stol og går mod døren. Inden han træder gennem den, vender han sig mod Marina og siger. “Kom med, vi har en del ting som skal forberedes. Farvel Alexander.” Med det forlader han rummet og Marina vender sig mod Alexander med et ømt blik, hendes udtryk fortæller at hun gerne vil sige noget, men vender sig og følger efter Marius. Både Othilie og Hedvig følger trop og lukker døren efter sig.

Ikke længe efter står Alexander tilbage i den tilstødende vinkælder, han er gået på jagt efter noget helt særligt til at rense den opstået ubehag i maven, og ikke længe efter finder han hvad han søger. Portvin… En flaske senere, sidder han under den Averlandske himmel på terrassen til villaen, og fantasere om hvordan hans far vil modtage ham i hans triumf. Det lykkedes, selveste Marius Leitdorf sender ham hjem med alt hvad han bad om.”